onsdag den 3. februar 2016

Afmagt!

For to dage siden havde jeg stadigvæk etiketten 'sygemeldt lønmodtager' påklistret min identitet. For to dage siden kunne jeg sige, at "Ja, jeg er i arbejde, men lige for tiden er jeg sygemeldt". For to dage siden. Men så blev det den 1. februar, og ordet 'lønmodtager' forsvandt fra den påklistrede etikette, forsvandt fra min identitet, sammen med regnvandet ned i kloakken.

Det regnede hele dagen den 1. februar. Det hele var gråt i gråt. Selv solen gav fortabt.

Jeg var ikke længere lønmodtager. Jeg havde ikke længere et arbejde. Jeg havde ikke længere den identitet, som et job giver. Nu var der bare mig, men hvilken mig?

Mig, der sidder ved spisebordet i køkkenet, iført slasket tøj, og glor ud ad vinduet flere timer i træk, mens den ene kop kaffe efter den anden bliver drukket samtidig med, at den ene smøg efter den anden tænder den næste? Mig, der glor ud ad vinduet, og kun får blikket forstyrret af de småfugle, som lander på foderbrættet ved vinduet? Mig, der sidder ved spisebordet i køkkenet, med en åben, gabende tom kalender slået op foran mig, hvor det eneste der skrives er hvilket klokkeslæt jeg har taget min medicin? Mig, der mister al tidsfornemmelse, når Facebook på min iPhone fjerner mit blik fra vinduet, og får mig til at glemme mig selv for en stund? Mig, der knap nok orker, at vaske kaffekoppen op, når der ikke er mere kaffe på kanden? Mig, der har skrevet den ene 'To do' liste efter den anden i flere måneder, som nu blot ligger og flyder på chatollet inde i stuen? Mig, der kan bruge en hel dag på, at overveje, om jeg skal gå i SuperBrugsen og købe en liter letmælk? Mig, der påbegynder en masse kreative sysler, men som hurtigt mister interessen for dem igen? Mig, der ved, at jeg burde gøre rent, eller i det mindste bare få støvsuget, eller få vasket tøj, eller får ryddet op, men som ikke gør det? Mig, der intet orker? 

Ja, dén mig.

Nu er jeg kun mig. Mig, med anderledes etiketter påklistret. Mig, der intet andet har end mig.

'Sygemeldt'. 'Arbejdsløs'. 'Identitetsløs'. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar